Når jeg står i mit køkken kan jeg, tværs over gården, se ind i mine genboers lejligheder. Jeg kan følge deres daglige rytmer, og - næsten - se om de har en god eller dårlig dag.
Nogle vil nok mener jeg belurer, men jeg mener klart, at jeg bare iagttager.
Skråt overfor til venstre, bor en ung mand. Han er studerende og ikke dansk. Han har lidt besynderlige vaner, som er meget underholdende.
Da han flyttede ind, for ca 1 år siden, indtog han lejligheden, på en minderig måde. En aften kunne man, bag de duggede ruder, ane 5 stk. unge hanner, iklædt boxershorts og blød hat, i færd med, at male køkkenet.....PISTACIE GRØNT! Alt - og jeg mener ALT, blev malet pistacie. Lofter, vægge, skabe, rør.....ALT!
I selskab med en kasse grønne flasker, af dem med dyremotiver på, fik køkkenet en extreme makeover. To dage senere, kom udlejer på besøg, og ALT blev malet hvidt igen.
Som noget af det første om morgenen, trækker han gardiner fra - på en meget voldsom måde. Med et hårdt og bestemt ryk, bliver gardinet flået til side, og derefter arrangere han det. De lange gardiner bliver foldet og lagt pænt i vindueskarmen, først den ene side og derefter den anden side.
Så går han ud i køkkenet og tager en liter letmælk fra køleskabet, som han så drikker i få drag. Dette gøres mens han spankulere rundt i lejligheden. Som en stolt unghane, studere han sin refleksion i vinduerne, flekser lidt med musklerne og finder billedet perfekt. Med den frie hånd, bliver det rettet og kløet diverse steder. Han flytter kartonet lidt fra munden.....og lukker lidt luft ud!
Når mælkekartonet er tømt, og dagens runde i hønsegården er slut, sættes det tomme karton på køkkenbordet - sammen med de, foregående dages, tømte kartoner. Han samler således mellem 10-14 kartoner, før de smides i affaldscontaineren.
Forleden blev rutinen afbrudt af et nyt tiltag. Vejret var skønt, næsten på grænsen til varmt. Ungersvenden slog køkkenvinduet op og satte sig med benene dinglende ud.....i 4. sals højde. Ved første øjekast blev mine håndflader svedige, ved tanken om et evt. fortstående styrt. Det blev dog hurtigt afløst af chok og et nærmest blændende syn, da skankerne kom til syne. To meget blege ben, hvide som kodimagnyl. Synet mindede i den grad om 2 stk. tændte neonrør, og havde det været mørkt, vil jeg tro han kunne ha oplyst hele gården.
Således sad han og betragtede sine genboer en stund. Hans blik gled forbi mit vindue et par gange, så kravlede han ind og begyndte dagens opgaver.
Nedenunder unghanen bor en skønhed......men hende må I høre om en anden dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar