Sidevisninger i alt

onsdag den 24. oktober 2012

Så blev der lukket!

Jeg er født med mine evner. Jeg har vel altid - inderst inde vidst - at jeg var anderledes. Nogle gange har mine evner fået mig i en klemme. F.eks ved lidt overrislede lejligheder, er jeg kommer til at sige noget om kæresten til den og den, eller den person er da helt sikkert usikker, trist, meget følsom eller værre!

At have en forud viden og mærke "noget", var altså ikke fremmed for mig. Jeg var dog overbevist om at dette var normalen. Jo ældre jeg blev, desto mere blev jeg bevidst om det modsatte, og jeg passede meget på med, at sige noget "forkert".

Jeg kan huske langt tilbage, mest i følelser - men der kommer også billeder på....nogle gange lyde. En af de første erindringer jeg har, er sidde sammen med min farmor. At sidde og se hende strikke eller hækle. Jeg kan ikke være mere end 1 år, jeg kan gå - jeg gik som 9 mdr - og jeg forstår følelserne i hendes ord, men ikke ordene.

Jeg ved min mor er svækket efter min fødsel. Hun fik nyrer problemer under graviditeten, og er endnu ikke helt på toppen. jeg ved også at jeg skal hjælpe hende.
En af de første sange jeg kan udenad er - "der er lys i lygten lille mor" - og jeg tuder og tuder, når jeg hører den.

Jeg er det første barnebarn på min fars side og får en masse opmærksomhed. jeg bliver rost for mine fremskridt og passet og plejet, på alle leder og kanter.
På min mors side er jeg nr. 3 - jeg har 2 ældre fætre - tvillinger. De er godt 4 år ældre end mig, og bliver mine forbilleder, på godt og ondt, i min opvækst. Jeg ser meget op til dem. Men jeg bliver også målt i forhold til dem - det sidste er ikke så rart!

Da jeg er ca 4 år gammel, er jeg på besøg, sammen med min mor og min lillebror, hos min mormor. Mine fætre er der også og vi leger. På et tidspunkt skal vi lege gemmeleg. Jeg ved godt de vil lokke mig ind garderobeskabet i gangen. Men jeg lader som om jeg ikke er bange. Fælden er udtænkt således. Først går vi alle 3 ind i skabet og lukker døren. Der er mørkt og der lugter af uldfrakker og fodtøj. Skabet føles kæmpestort. Håndtaget er i stykker. Der er kun ét håndtag, som sidder på den stang, som går igennem døren.

Men med håndtaget inde i skabet, kan vi selv komme ud. Næste forsøg, er den ene af tvillingerne og jeg alene i skabet. Den anden står udenfor, og bestemmer således hvornår vi må komme ud. De voksne drikke kaffe og min mor får påtalt korrekt vask af børnetøj!
Nu skal jeg i skabet selv - alene, men jeg insisterer på at få håndtaget med.



Skabsdøren bliver smækket i og med et bliver skabet meget stort - og uhyggeligt. Det føles som om jakke- og frakkeærmer rækker ud efter mig, og jeg taber håndtaget blandt fodtøj, paraplyer og deslige.
Jeg er meget bange! Tvillingerne står udenfor og råber, at kældermanden kommer op af gulvet og tager mig. Jeg er rædselsslagen. Jeg kan høre der skramles under mig (i kælderen), jeg frygter hvert øjeblik, at blive hentet af kældermanden og forsvinde for altid.
Jeg kan ikke finde håndtaget, famler febrilsk blandt fodtøjet. En flig tæpperest, som dækker bunden i skabet, stikker op blandt sko og støvler. Jeg er sikker på det er kældermandens hånd, som vil trække mig ned i dybet - jeg tisser i bukserne.

Pludselig føler jeg mig ikke alene mere. Skabet fyldes med energi som beroliger. Et svagt lys spredes blandt frakker og jakker. Jeg kniber øjnene i, en stemme hvisker blidt til mig, hvor håndtaget ligger. Jeg finder det med lukkede øjnene, sætter det i hullet i døren og stormer ud i gangen. Smækker døren bag mig - og smækker også døren i til den åndelige verden.


Bille
www.flemmingbille.com


tirsdag den 16. oktober 2012

Den gamle mand og havet

Min bedre halvdel, kigger nogle gange på mig og spørger  - "hvor gammel er det lige du er?" Svaret  kommer som regel i samme nu - "nå ja 70 år - morfar!"

Nogle gange er det sandt. Jeg føler mig som en 70 årig OG jeg ligner en 70 årig - på den dårlige måde. Jeg slæber fødderne efter mig, dypper småkager i kaffen og sukker dybt. Så beklager jeg mig over nutidens unge, larmen og den manglende respekt for andre mennesker. Så tænker jeg lidt over det......og så går jeg til havet.

Jeg bruger havet meget. Det er rensende og det sætter tanker på plads. Man kan ligesom mærke, hvordan gammel energi bliver erstattet med ny.
Jeg føler mig let og levende og ung og frisk.....AHHHH! Sådan - så kan jeg komme videre!

Som barn kørte vi ofte til Vesterhavet, bare for at kigge, gå en tur, eller for at købe friskfanget fisk. Selvfølgelig tog vi også til Vesterhavet hele dage, om sommeren og badede og spiste medbragte madpakker. Det var som regel Løkken, eller Rødhus vi tog til.
Om sommeren lejede min farmor og farfar et sommerhus i Løkken, og så kom min bror og jeg med på ferie. Dengang føltes ferier uendelige. Solen skinnede altid og alt var lykkeligt.
Når man var blevet puttet i sin køjeseng om aftenen, kunne man høre Vesterhavets brusen, gennem det åbne vindue.
Det er havet der synger, sagde min farmor. Jeg forestillede mig koret i kirken og tænkte, at det ikke var den værste, at falde i søvn til.



Da jeg var 8 år flyttede vi til Nørresundby, næsten ned til Limfjorden. Der kunne man dagligt følge vandet. Fra havblik til skumsprøjt og oversvømmelser. Når min farfar kom besøg, stod han nærmest permanent ved vinduet og spejdede udover fjorden.
Farfar var selv opvokset tæt på havet, i Frederikshavn. Hvis vi ikke kørte til Vesterhavet, så var det Hesteskoen i Aalborg, færgelejet til Egholm eller bare ned til fjorden. Jeg har siddet mange timer med ham i bilen og bare kigget ud på vandet, eller på folk der fiskede.
Efter min farmor døde, brugte han havet mere. Han savnede hende meget og jeg tror det gav ro, når han stille kunne sidde, med en hjemmerullet smøg og kigge ud over vandet.



Når jeg skal holde foredrag, har klienter, eller kursus i Aalborg, så går jeg ned til mit favorit spot og meditere. det ligger på solsiden - Nørresundby - helt ned til fjorden, ude på en lille kunstig ø. Der er en fantastisk energi....næsten magisk!
Så lader jeg energien strømme igennem mig. til jeg er fyldt helt op. Der er ingen tid på. Når farverne for mit indre forsvinder, så er jeg klar!



Når jeg er hjemme på Amager, så går jeg gerne de 800-900 meter ned til Amager strand. Så sidder jeg lidt og kigger over på Sverige, på vindmølleparken ude i Øresund, på broen og på havet. Jeg lukker øjnene og lader energien finde vej helt ind i midten af kroppen.



Når jeg kommer hjem igen føles det som en storvask i kroppen og sindet, har fundet sted - hovedrengøring om du vil!
Jeg føler mig ung, stærk og frisk, fyldt med energi og gåpåmod - men jeg hører ikke et ord om, at jeg ligner en på sytten.........!





Bille
www.flemmingbille.com




mandag den 15. oktober 2012

Da jeg blev clairvoyant

Jeg bliver ofte spurgte, hvordan jeg har fået mine evner, hvor længe jeg har brugt dem og hvordan jeg fandt ud af jeg havde evner.

Svaret er at jeg havde dem med fra fødslen. Men at jeg lukkede ned for dem igen, da jeg var ca 4 år.
Da jeg var midt i trediverne, blev de brutalt åbnet igen!

Imellemtiden havde jeg dog brugt min evner, uden at vide det var det jeg gjorde. Jeg har altid vidst tingene på forhånd. Jeg kendte atmosfæren i et lokale, inden jeg trådte ind. Jeg så skygger omkring mig osv. Men jeg troede jo det var normalt.
Da jeg for alvor tog min evner i brug, blev alt nærmest serveret for mig - som om det bare havde ventet på, at jeg blev klar. Men jeg skulle lige ud i noget, og ha' en vigtig erfaring med mig!

Det hele begyndte med en mavepuster af dimensioner. De der kendte mig på daværende tidspunkt, ved at jeg havde det rigtigt skidt, at mit liv tog en drejning, jeg ikke havde set og at jeg kæmpede for, at holde sammen på mig selv.

Alt var ellers begyndt så strålende. Jeg har været hos en spåkone, et par gange, samt et håndlæser. Resultaterne var dog ikke altid brugbare.
Men i august/september måned i 2002, opsøgte jeg en clairvoyant udenfor Aalborg. Hun satte tingene noget mere i ramme for mig.

Hun fortalte at jeg var på vej til København, for at søge arbejde - på vandet. Et arbejde som jeg ville få, men ikke beholde, at jeg ville flytte til København for at bo, OG at jeg ville finde kærligheden.
Hun sagde også en masse andre, meget rammende ting, som kun jeg kunne vide noget om.

Jeg gik fra hende, som var mine ben lavet af vat og gelé. Det hele summede i mit hoved - men jeg var glad, glad, GLAD!

To uger senere var jeg på vej til et jobinterview i København, jeg havde søgt job på en boreplatform i nordsøen - jeg fik jobbet!
Mens jeg nu var i København, kunne jeg ligeså godt hygge mig lidt. Så jeg kontaktede gamle kollegaer, og snart væltede det ind med invitationer. Den ene invitation var en opfordring til en blind date. Jeg var lidt betænkelig, men også nysgerrig, så jeg takkede ja.

En del sms'er, forgæves venten og misforståelser, samt et par bajere senere, mødtes vi så. Det var kærlighed ved første blik. Jeg glemte alt om tid og sted.

Inden jul stod min tandbørste permanent i kruset, hos den ny fundne kærlighed. Jeg var i syvende himmel - ALT VAR GODT!
Sådan blev det ved de næste knap 10 måneder. lige indtil den dag jeg fik beskeden - "jeg elsker dig ikke mere" - jeg stopper dette forhold!

Jeg var knust, men samtidig vidste jeg at noget ikke var sandt. Jeg vidste at kærligheden var der. At var noget andet, som spændte ben.
Men alt jeg sagde, blev fejet af bordet og beskeden vedblev - "jeg elsker dig ikke mere"

Eftersom jeg ikke kunne finde ro, ingen appetit havde, samt et manglende søvnbehov, begyndte jeg at gennemsøge nettet for muligheder. Jeg vidste at noget eller nogen derude kunne hjælpe.

Jeg talte med min familie i USA. De arbejder med psykiatri og de støttede med lange samtaler. men instinktivt vidst jeg, at der skulle noget andet til.
Sms'er fløj ud til højre og venstre, og snart modtog jeg én fra min gode veninde Tina. Hun var i Australien, for at kigge på hus, inden en forestående flytning fra London.
" jeg ringer så snart jeg er landet i England" - sagde hun. "imellemtiden beder du dine guider om hjælp".......jeg forstod intet!

Vi har alle en skytsånd, -engel eller guide. Bed om hjælp! Tag et langt bad, forsøg at slappe lidt af - bed så om hjælp.
Som sagt så gjort! Jeg mærkede med det samme, en varme som spredte sig i hele kroppen. Jeg fik ro på og jeg vidste, at ALT nok skulle blive godt!

Det holdt til næste morgen, hvor jeg igen mærkede savnet af min helt store kærlighed. Jeg ventede utålmodigt på, at Tina skulle lande og guide mig videre.
Hun ringede dagen efter. Du skal ringe til hende her - sagde hun og gav mig nummeret på en clairvoyant. Hun arbejder mest med dyr, men hun kan også noget men mennesker - hvor betryggende, tænkte jeg!

Jeg ringede og skrev til kvinden og efter lang tids venten, svarede hun tilbage. Vi fik en snak og hun sagde til mig, at vi ville finde sammen igen - min store kærlighed og jeg - "om 2 måneder vil du se tilbage på denne tid, som en storm i et glas vand" - thank you very much!

Ikke helt overbevist, bad jeg min guider om hjælp endnu en gang. Jeg havde knapt sendt tanken ud, før en hjemmeside dukkede op på pc'en foran mig. Clairvoyanceskolen på Ørnevej i Kbh. NV.
Gjertrud Berlon, en Danmarks bedste clairvoyante, havde en skole og en uddannelse. Jeg boede en spytklat derfra. Det måtte være et tegn. Næsten samtidig kom en sms, fra Mette fra Aalborg. Min svigerfar gi'r gratis healing - er det noget for dig? Han bor på Mågevej i Kbh. NV - også lige i mit område og næsten nabo til clairvoyanceskolen. Jeg fik en tid samme aften. Finn fik samlet energien i mig igen og jeg fik ro på.
Inden jeg gik gav han mig navn og nr på en kvinde, som gik på en uddannelse ved Gjertrud Berlon. Kvinden søgte "prøvekaniner" - til clairvoyance. Det var gratis, så jeg sagde ja - uden tøven!

Inden da tog jeg til London og sagde pænt farvel til Tina, som havde pakket sit og mandens liv sammen og skulle flytte til Melbourne i Australien. Jeg var stadig ikke sikker på, at min kærlighed og jeg ville finde hinanden.
Jeg elsker London og havde nogle gode dage, hvor jeg bare tog af sted på må og få! Uden egentlig at vide hvordan og hvorledes, jeg var kommet dertil, stod jeg pludselig i en boghandel. Men den slags som udelukkende sælge bøger, i den alternative genre. Jeg brugte timer derinde - og en mindre formue!
Det er aldrig lykkes mig, at finde den boghandel siden!

Til festen mødte jeg Maria, en vidunderlig spansk kvinde, som underviste i yoga og som var meget spirituel. Vi talte om alt, undtaget min tabte kærlighed. Da jeg få dage senere, var hjemme i København igen, lå der en bog, fra Maria til mig - "On the wings of Joy" skrevet af Sri Chinmoy. Den var afsendt, dagen efter vi havde mødtes. "Du vil snart få det bedre" skrev hun - "din kærlighed vender tilbage. Brug denne bog til, at finde din styrke"

Jeg satte mig ned og begyndte, for første gang i mit liv, at meditere. Uden at tage stilling til om jeg gjorde det rigtigt, blev dette en del af min hverdag - og det virkede!
Efter kort tid begyndte jeg, at få "billeder", når jeg mediterede. Det var som regel billeder af mig og min - ekskæreste. Men på billederne var vi sammen. Vi gik på en rød løber og vi var netop blevet viet. Hver gang jeg så et billede af os sammen, dukkede der også et billede op, af en lille buttet, rødhåret kvinde. Hun vendte altid ansigtet bort, når jeg prøvede at se hvem hun var. Hun forblev et mysterium, indtil den dag jeg tog mod til mig og begav mig til platformclairvoyance på clairvoyanceskolen.

Jeg havde knapt sat mig, før en lille buttet kvinde med rødt hår, bød velkommen og introducerede sig selv, som Gjertrud Berlon.
I pausen overvandt jeg mig selv og spurgte Gjertrud om hun havde tid til en snak. Mød mig bagefter svarede hun.



Som sagt så gjort. Jeg ville vide hvad hun lavede i min meditation. Hun smilede til mig og sagde så - " det skal du selv finde ud af"
Dagen efter, sendte jeg bud, efter optagelsespapirerne til clairvoyanceskolens uddannelse.

Der var nu gået knap 2 måneder efter min kæreste havde slået op. Jeg var utålmodig og begyndte at miste troen på at vi skulle være sammen igen. Jeg havde stadig læsningen hos føromtalte kvinde tilgode. Vi fik lavet en aftale og beroligede mig med, at starte ud med følgende. Du har ventet længe på din kærlighed, nu kommer den. Inden udgangen af denne måned, er I sammen igen. Men husk blot en ting. Du har (gen)åbnet for dine evner. Dem skal du bruge nu og fremover.

Der gik få dage og min eks-kæreste ringede og bad om min hjælp. Jeg fløj af sted. Fik hjulpet med problemerne og så tilbage til min egen lejlighed. Jeg råbte til mine guider hele vejen fra Valby til NV - at nu har jeg fan'me ventet længe nok. Nu skulle der komme et tegn, som viser mig at jeg er på rette vej.

Dagen efter lå der en besked fra (eks)kæresten - jeg har brug for din hjælp......vil du, kan du? Jeg svarede - "kom og spis flæskesteg i aften - så hjælper jeg dig bagefter"
Mens kartoflerne kogte færdige, stegen hvilede og jeg stod og rørte i sovsen, mærkede jeg 2 arme omslynge mig bagfra og en stemme hviske - "jeg har dummet mig og savner dig sindsygt - skal vi prøve igen?"

Jeg flyttede til Valby 2måneder senere, og vi flyttede sammen til Amager 6 måneder derefter.
Vi har netop fejret 10 års dag, vi blev gift for 4 år siden.....og vi tror på 12 års, 25 års og 50 års dage.

Papirerne fra clairvoyanceskolen lå og samlede støv. Jeg havde lysten, men manglede pengene. En dag tænkte jeg - "nu gør jeg det sgu - briste eller bære"
Jeg kom til optagelsessamtale hos Gjertrud. Jeg skulle være begyndt på august holdet, men jeg kunne ikke få økonomien til, at passe. Pyt - sagde Gjertrud, du kommer med på næste hold. Og hun fik ret, Min mor vandt en erstatningssag og gav mig pengene til uddannelsen.

Derefter tog det fart. Jeg gennemgik en kæmpe forvandling. Men bedst af alt - jeg lærte at bruge mine evner.
Man kan ikke lære at være clairvoyant. Men man kan lære at bruge sine evner.
Jeg skylder Gjertrud og Søs - som var Gjertruds samarbejdspartner - en KÆMPE tak!


Bille
www.flemmingbille.com