Sidevisninger i alt

onsdag den 24. oktober 2012

Så blev der lukket!

Jeg er født med mine evner. Jeg har vel altid - inderst inde vidst - at jeg var anderledes. Nogle gange har mine evner fået mig i en klemme. F.eks ved lidt overrislede lejligheder, er jeg kommer til at sige noget om kæresten til den og den, eller den person er da helt sikkert usikker, trist, meget følsom eller værre!

At have en forud viden og mærke "noget", var altså ikke fremmed for mig. Jeg var dog overbevist om at dette var normalen. Jo ældre jeg blev, desto mere blev jeg bevidst om det modsatte, og jeg passede meget på med, at sige noget "forkert".

Jeg kan huske langt tilbage, mest i følelser - men der kommer også billeder på....nogle gange lyde. En af de første erindringer jeg har, er sidde sammen med min farmor. At sidde og se hende strikke eller hækle. Jeg kan ikke være mere end 1 år, jeg kan gå - jeg gik som 9 mdr - og jeg forstår følelserne i hendes ord, men ikke ordene.

Jeg ved min mor er svækket efter min fødsel. Hun fik nyrer problemer under graviditeten, og er endnu ikke helt på toppen. jeg ved også at jeg skal hjælpe hende.
En af de første sange jeg kan udenad er - "der er lys i lygten lille mor" - og jeg tuder og tuder, når jeg hører den.

Jeg er det første barnebarn på min fars side og får en masse opmærksomhed. jeg bliver rost for mine fremskridt og passet og plejet, på alle leder og kanter.
På min mors side er jeg nr. 3 - jeg har 2 ældre fætre - tvillinger. De er godt 4 år ældre end mig, og bliver mine forbilleder, på godt og ondt, i min opvækst. Jeg ser meget op til dem. Men jeg bliver også målt i forhold til dem - det sidste er ikke så rart!

Da jeg er ca 4 år gammel, er jeg på besøg, sammen med min mor og min lillebror, hos min mormor. Mine fætre er der også og vi leger. På et tidspunkt skal vi lege gemmeleg. Jeg ved godt de vil lokke mig ind garderobeskabet i gangen. Men jeg lader som om jeg ikke er bange. Fælden er udtænkt således. Først går vi alle 3 ind i skabet og lukker døren. Der er mørkt og der lugter af uldfrakker og fodtøj. Skabet føles kæmpestort. Håndtaget er i stykker. Der er kun ét håndtag, som sidder på den stang, som går igennem døren.

Men med håndtaget inde i skabet, kan vi selv komme ud. Næste forsøg, er den ene af tvillingerne og jeg alene i skabet. Den anden står udenfor, og bestemmer således hvornår vi må komme ud. De voksne drikke kaffe og min mor får påtalt korrekt vask af børnetøj!
Nu skal jeg i skabet selv - alene, men jeg insisterer på at få håndtaget med.



Skabsdøren bliver smækket i og med et bliver skabet meget stort - og uhyggeligt. Det føles som om jakke- og frakkeærmer rækker ud efter mig, og jeg taber håndtaget blandt fodtøj, paraplyer og deslige.
Jeg er meget bange! Tvillingerne står udenfor og råber, at kældermanden kommer op af gulvet og tager mig. Jeg er rædselsslagen. Jeg kan høre der skramles under mig (i kælderen), jeg frygter hvert øjeblik, at blive hentet af kældermanden og forsvinde for altid.
Jeg kan ikke finde håndtaget, famler febrilsk blandt fodtøjet. En flig tæpperest, som dækker bunden i skabet, stikker op blandt sko og støvler. Jeg er sikker på det er kældermandens hånd, som vil trække mig ned i dybet - jeg tisser i bukserne.

Pludselig føler jeg mig ikke alene mere. Skabet fyldes med energi som beroliger. Et svagt lys spredes blandt frakker og jakker. Jeg kniber øjnene i, en stemme hvisker blidt til mig, hvor håndtaget ligger. Jeg finder det med lukkede øjnene, sætter det i hullet i døren og stormer ud i gangen. Smækker døren bag mig - og smækker også døren i til den åndelige verden.


Bille
www.flemmingbille.com


1 kommentar:

  1. Det er altid inspirerende at læse din blog. Bliv endelig ved med det :-)

    SvarSlet